Evner eller Konsekvenser...?

”Jeg har ikke noget valg! Så jeg må bare lære at leve med det!”


Jeg har hørt mig selv sige den sætning rigtig mange gange.

I rigtig mange år, var mit arbejdsliv præget af en følelse af, at være arbejdstræt og klar til pensionen allerede inden jeg var fyldt 40 år.

Bogstavelig talt, så gik jeg og ventede på at jeg kunne vinde den der milliongevinst, så jeg kunne pensionere mig selv. Og mens jeg ventede, så måtte jeg jo bare finde en måde at overleve frem til pensionen – om sådan ca 30 år...


Jeg var så overbevist om, at der ikke var nogen anden udvej end at lægge låg på alt det, som jeg kunne mærke var skævt, og så lære at leve med, at mit arbejdsliv var hårdt, slidsomt, og ofte demotiverende og drænende.

Jeg havde skønne kolleger, og langt hen ad vejen også nogle rigtig skønne ledere.
Det var bestemt heller ikke fordi, at selve arbejdet var uinteressant.

Det var hele præmissen om at bruge 37 timer + det løse hver uge, hvor der var visse værdier og regler, som jeg grundlæggende ikke havde købt ind på.

Jeg følte slet og ret at jeg spildte mit liv.

Men hvad skulle jeg ellers?


Jeg var jo nødt til at tjene nogle penge for at kunne betale mine regninger.
Og jeg ville jo også gerne have råd til at rejse, tage ud og spise en gang imellem, kunne købe hvad jeg havde brug for osv....

Jeg ville have min FRIHED til at gøre hvad der passede mig. Og det kunne jeg ikke gøre uden et fuldtidsarbejde!

Hvad så med et andet arbejde...?
Nej, så skulle jeg bare til at bygge noget nyt op.
Nye relationer, nye arbejdsopgaver, nye ledere... og hvem siger, at jeg kunne få den samme løn!?
Hvem siger at det bliver bedre det nye sted?

Så jeg havde jo ikke noget valg! Jeg kunne jo ikke sige op! Jeg var nødt til at lære at leve med, at sådan var det at gå på arbejde.

---
Når jeg i dag ser tilbage på mig selv dengang, så kan jeg konstatere, at det, der holdt mig tilbage, var noget helt andet.

Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg vitterligt ikke havde noget valg!
At jeg var ”tvunget” til at være hvor jeg var.

Helt ubevidst havde jeg placeret mig selv i en offerrolle.

Jeg havde bildt mig selv ind, at de muligheder, der var for enten at ændre på situationen, eller sige op og finde mig et andet arbejde, ja, det var ikke noget der kunne lade sig gøre.

Det var slet ikke muligheder – det var på det nærmeste u-muligheder.

Ergo – så var jeg jo tvunget til at være hvor jeg var.
Og simpelthen leve med det!

Sandheden var, at jeg havde sat lighedstegn imellem mine evner og evntuelle konsekvenser af de valg, jeg kunne træffe.

På en eller anden måde, så havde jeg ubevidst bildt mig selv ind, at ”nogen” havde stjålet mine evner, når det kom til at ændre på det hele, eller slet og ret sige op.

Jeg havde jo ikke noget valg, så jeg kunne jo ikke!

Og når jeg ikke havde mine evner, hvordan skal jeg så forventes at kunne det?

---
Da jeg begyndte at høre mig selv gå og fortælle, at jeg jo egentlig bare måtte overleve frem til pensionen, så var det som om, der blev tændt for en kontakt.

”Passer det egentlig, når jeg siger at jeg ikke kan, eller ikke har noget valg?”

Når jeg skulle være helt ærlig overfor mig selv, så var der ingen, der havde stjålet mine evner.
Jeg kunne godt sige op. Det havde jeg prøvet før.

Så det var ikke dét, der var i vejen!

Det, der skræmte mig, var KONSEKVENSERNE ved at sige op.

Konsekvenserne af de valg - der kunne ændre på min tilstand af manglende arbejdsglæde, hårdt, slidsomt, drænende og demotiverende hverdage - havde vokset sig så store og skræmmende, at jeg havde vendt mig væk fra dem.

Jeg var ikke villig til at se dem i øjnene – endsige undersøge dem nærmere.

Så det var blevet langt mere trygt for mig at gemme mig bag ved ”Jeg har ikke noget valg!”
For så behøvede jeg ikke at tage stilling.
Tage ansvar.

---
Når vi hænger for meget fast i ”Jeg har ikke noget valg” eller ”Jeg kan ikke” – udtrykkene, så låser vi os selv i, at kunne se muligheder og løsninger på de situationer vi befinder os i.

Helt eller delvist ubevidst begrænser vi vores verdenssyn, og bliver nærmest også ofre i vores eget arbejdsliv.

Vores følelse af frihed og medbestemmelse indskrænkes, og vi får på en måde tunnel-syn.

Vi får en tendens til kun at fokusere på det, som ikke fungerer.
Det, som vi for alt i verden ville ønske var anderledes, men som vi enten ikke har indflydelse på at lave om på, eller som vi tror, er uomtvistelige vilkår vi partou SKAL indordne os under.

Jo mere vi fodrer den del af os selv, des sværere bliver det for os, at være i os selv.
Og mere og mere bliver svært og udfordrende.


Tricket er at skille tingene ad.

Stil spørgsmålet til dig selv:

”Hvad nu hvis jeg rent faktisk godt kan..? Hvilke konsekvenser ville der så være ved at gøre det? ”

Det koster dig ikke noget at tænke tanken.
Der er ingen der siger at du SKAL handle på det.

Bare det at tillade dig selv – blot for en stund – at drømme stort og lade mulighederne folde sig ud, kan være dit første skridt i den retning du ønsker dig for dit arbejdsliv.