SensitiveL I F E

Om Trine

I omkring 20 år, har jeg arbejdet i IT-branchen. I den periode har jeg arbejdet mig igennem titler som udvikler, arkitekt, teamlead og projektleder.

Udadtil en meget glad, og også vellidt medarbejder, som lod til at være tilfreds med sit arbejde. Jeg var pligtopfyldende, og jeg gjorde mig stor umage med at vise, hvor forandringsvillig, udadvendt og robust jeg var.

Men indeni var historien en anden.

Jeg mærkede nærmest konstant en indre uro og ubalance. Tankemylder, en tsunami af følelser, og uendelige refleksioner var dagligdag for mig.

Jeg følte mig træt og udbrændt – ja jeg var nærmest slidt. Og det blev blandet med en enorm håbløshed over at vide, at der var over 30 år til pensionen.

Når forandringer - så som organisationstilpasninger, nye arbejdsgange eller simple rokader - ramte, så oplevede jeg kaskader af følelser og tanker. Jeg skammede mig over, at jeg blev så følelsesmæssigt påvirket af noget så normalt som forandringer og tilpasninger. Jeg var nemlig sikker på, at omverden ville dømme mig for hende, der ikke kunne ”tåle” særlig meget, hvis det nogensinde kom frem hvordan jeg virkelig havde det.

Jeg blev ved med at overbevise mig selv om, at det var mig der var ”forkert”, og derfor skulle lære at tilpasse mig omgivelserne. Det var jo mig, der var mere sart, mindre robust og meget mere følsom, end de fleste.

Så jeg kæmpede og knoklede med mig selv. Dels for ikke at vise, hvad det var, der foregik indeni. Og dels for at forsøge at lære at være ”mere udholdende” og opbygge en hårdere ydre skal.

Men i 2012 bliver jeg første gang ramt af et angstanfald.

Et af dem, der virkelig giver stof til eftertanke. Her blev jeg første gang gjort opmærksom på, at min indre kamp med mig selv, og tanken om, at jeg ”bare” skulle holde ud på arbejdsmarkedet i 30 år mere, det kunne ikke fortsætte.