At turde sætte sig selv fri.

Tredie indlæg i serien om det personlige lederskab.

Kender du udtrykket: ”Jeg kan ikke se skoven for bare træer! ”?

Nogle gange er vi så vant til det syn, der møder os, når vi kigger os omkring, at vi helt overser de steder eller områder, som også er tilstede. En skovsti, som måske altid har været der, men er godt skjult af krat og buske. En busk, som står lidt længere inde i krattet, men som ved første øjekast bare har lignet ukrudt.

Hvis vi giver os selv tid til at undersøge vores omgivelser lidt nærmere, så opdager vi pludselig steder vi havde overset eller ikke anede eksisterede.

Sådan er det også med vores liv.

Det kræver selvfølgelig, at vi giver os selv tiden til at stoppe op og kigge efter. At vi tillader os selv at være åbne for, at der er flere muligheder og løsninger, end vi er vant til.

Det kan sagtens være at vi tænker, at der kun er én vej at gå, men ofte er det fordi vi er så vant til den skovsti vi har gået ad så mange gange, at vi pr automatik ”overser” eller afskriver andre veje. Det kan være fordi vi (som indlægget her startede med) ikke kan se, at der er andre muligheder. Det kan også være, at vi synes det ene af de valg der er til stede virker urealistisk, gør os sårbare og i risiko for at ”stå alene”, eller gør os bange for, hvad der vil ske, hvis vi tog et andet valg end det oplagte.

Vi kan derfor – bevidst eller ubevidst – vende det blinde øje til alle de valg, der er til stede.


Men der er altid flere muligheder. Flere veje. Flere valg. Det kan godt være, at du ikke kan lide de muligheder der er, men de er der.

Langt hen ad vejen, så handler det om ansvar. Dit ansvar!

Det kan lyde provokerende, og det er bestemt ikke for at være flabet, at jeg siger det her. Men det er faktisk rigtigt. Det handler om dit ansvar for at ville SE mulighederne – dem ALLE sammen – og ud fra de muligheder SELV beslutte dig for, hvilken en af dem du vælger.

Desværre er vi gode til at afgive vores ansvar. Især når vi står overfor svære valg.

Mange gange handler det om frygten for at vælge forkert, eller måske for at blive set skævt til. Frygten for at miste relationer i vores liv, hvis vi vælger noget, som andre ikke ville synes om. Frygten for det ukendte.

Vi kan blive helt angste ved tanken om, hvad der kan ske, hvis det vi ser frem imod er uoverskueligt eller svært, eller betyder opgør med relationer i livet. Hvis nu skovstien drejer længere inde i skoven, hvor det er mørkere end der hvor du står, og du dermed ikke kan se hvor stien ender, ja så kan angsten for at stien er farlig at følge, dukke op.

Så vi kan ubevidst afgive vores ansvar, ved at lade noget andet vælge for os.

Det kan fx. være at vi lader frygten bestemme, og dermed tænke: ”Den der skovsti, den kan jeg jo ikke følge. Den er ALT for mørk. Så jeg har jo ikke andet valg end at følge den sti, jeg kender i forvejen.”

Når vi afgiver vores ansvar og lader noget ”andet” eller ”andre” vælge for os, så er det heller ikke vores skyld, hvis vi fortsat føler os låst, der hvor vi er, eller ikke kan lide at være, hvor vi er. Vi har jo ikke selv valgt, reelt set. Vi var ”tvunget til” det. Der var jo ikke andre muligheder.

Og når vi ikke vælger selv, eller når vi føler os ”tvunget” til at gøre noget, så stiller vi os automatisk i offerrollen.

Jeg ved, at det kan virke provokerende at få at vide. Det syntes jeg også selv, da jeg første gang blev præsenteret for den her måde at se verden på.

”Jeg var f...... IKKE er offer!! Det var jo bare ikke min skyld, at der ikke var flere muligheder end det der var. Og jeg havde jo i øvrigt også gjort alt hvad jeg kunne for at få det bedste ud af situationen, jeg befandt mig i. Jeg var IKKE et offer!!!”

Det tog mig noget tid at erkende, at jeg faktisk GJORDE mig selv til et offer.


Når vi tager ansvar, så betyder det jo også, at vi er villige til at stå på mål for de valg vi tager.

Tager vi ansvar, så er vi også villige til at sige ”Ja, jeg traf det valg, og det gjorde jeg fordi...!” Og det i sig selv kan virke angstprovokerende. For hvad nu hvis det var et forkert valg? Hvad nu hvis det ikke går? Hvad nu hvis...?

Det er her, det gør allermest ondt. Der er ingen andre end mig til at tage skylden for, at valget var forkert. Og det ved jeg altså ikke helt om jeg synes om...


Men sådan er det jo med valg. Der er altid en chance for at tage fejl. Der er en chance for, at det valg vi tog, det var ikke det rigtige. Men det, der er vigtigt at huske på her er, at ved hvert skridt vi tager – uanset om det så viser sig at være rigtigt eller forkert for os – så lærer vi noget. Vi bliver klogere. Vi bliver en erfaring rigere.

Tager vi den ukendte skovsti, ja så er der en chance for, at den skovsti ender blindt, at den fører dig et sted hen, hvor du faktisk ikke bryder dig om at være, eller at den fører dig ud til den smukkeste skovsø, du aldrig ville have opdaget, hvis ikke du havde taget skovstien.

Det hele afhænger af, om du er villig til at påtage dig ansvaret for at prøve det af. Og der er en enorm befrielse i at tage ansvar og træffe sine beslutninger selv.


Jeg har i ca. 20 år af mit liv været ansat indenfor IT. Jeg har været udvikler, forretningsudvikler, arkitekt, teamlead, mini-projektleder og systemspecialist.

Da jeg for omkring 10 år siden begyndte at mærke de første tegn på, at jeg ikke kunne se mig selv fortsætte indenfor den branche til jeg skulle pensioneres, så meldte frygten sig big time hos mig! For hvad skulle jeg så, når jeg ikke kunne se mig selv her, hvor jeg var?? Jeg kunne jo ikke andet end det her!?

I lang tid troede jeg ikke på, at jeg havde et valg. Og jeg affandt mig med, at jeg nok skulle fortsætte til pensionen indfandt sig eller til jeg vandt milliongevinsten (som jeg skrev om i mit første indlæg).

Jeg havde endnu ikke givet mig tid til at kigge mig ordenligt omkring, og derfor havde jeg heller ikke opdaget de små skovstier, som var i krattet rundt om mig. Jeg troede, at den eneste mulighed jeg havde, det var at fortsætte indenfor IT – bare i en anden afdeling, eller i et andet område, eller i en anden virksomhed.

Jeg kunne ikke se skoven for bare træer.

Men da jeg for alvor turde se mig selv i øjnene og tage ansvar – da jeg turde give mig selv tid til at se mig omkring, så så jeg pludselig alle de forskellige muligheder, der var (også uden for IT-verdenen).

Der var en skovsti, hvor der stod ”Selvstændig” over indgangen. Der var fx en, hvor der stod ”Ny uddannelse”. Der var også en, hvor der stod ”Sabat-år”.

Oh yes, angsten for at fejle var BIG TIME til stede! Hvad nu hvis jeg ikke klarer den? Hvad nu hvis jeg vælger forkert? Hvad nu hvis, jeg vælger selvstændig, og så går konkurs? Hvad så – ender jeg på gaden, hvis ikke jeg har nogen indtægt i en måned?


Jeg kunne sagtens have sagt til mig selv: ”Ej, men det er jo komplet urealistisk at starte som selvstændig! Og en ny uddannelse tager BARE for lang tid! Et sabat-år!? Ej, det er jo kun for de unge! Så faktisk har jeg ikke andet valg end at fortsætte ad den sti jeg kender! ”

Havde jeg gjort det, så havde jeg stadig siddet i en følelse af, at være fastlåst i det liv, jeg levede. Jeg ville stadig have påtaget mig offerrollen, når det hele blev for svært og uoverskueligt. Jeg ville ikke have været glad.


Det jeg i stedet gjorde, det var at give mig tid til at kigge på fordele og ulemper ved hver af de muligheder, jeg havde fået øje på. Og jeg var efter noget tid i stand til at træffe et valg.

Jeg kunne nu kigge på den kendte skovsti og sige: ”Jeg kan godt fortsætte ad den sti jeg kender, men jeg vælger ikke at gøre det, fordi jeg faktisk er nysgerrig på nogle af de andre skovstier. (Og fordi det er spild af godt liv at gå og vente på pensionen eller milliongevinsten). Derfor vælger jeg den nye sti her, der hedder ”Selvstændig” fordi jeg tror på, at det vil hjælpe mig til at skabe det liv, jeg drømmer om. Ja, der er mange ubekendte, men jeg vil gerne prøve lykken! ”

November måned 2019 tog jeg et ”leap of faith”. Jeg sagde op og kastede mig ud i at prøve at blive selvstændig. Jeg var angst – BIG TIME - og samtidig overlykkelig. Og fuld af forventning tog jeg mine første skridt ind på den nye skovsti med skiltet: ”Selvstændig”.

Her den 22. november er det et år siden, at jeg sagde farvel til mine fantastiske kolleger i IT-verden, og tog mine første skridt som selvstændig. Der er sket meget på et år. Fx. er jeg blevet meget klogere på det at være selvstændig. Noget af det jeg forestillede mig for et år siden, det er gået i opfyldelse, men der er også meget der ikke er. Til gengæld er der sket så meget andet. Jeg har brændt mig, ja, men jeg har også haft en masse fantastiske oplevelser. Og jeg er her endnu. Jeg er ikke gået konkurs og jeg er ikke endt på gaden.

Stien har været bakket, mørk og nogle gange ubehagelig at gå ad, men den har også vis mig smukke oaser, skovsøer, nye skovstier, og givet mig en fantastisk ro og balance, som jeg slet ikke havde regnet med at få, da jeg tog første skridt ind på stien for et år siden.


Hvis vi bruger lidt mere tid på at se, hvem vi i virkeligheden er og hvilke muligheder vi har rundt om os, så vil vi opdage, at vi rummer meget mere mod og styrke, end vi umiddelbart går rundt og tror. Og vi vil opdage, at vi faktisk kan få en helt anden vinkel på vores liv, end først antaget.

Hvilke skovstier kan du få øje på, hvis du stopper op og ser efter?